Flateyjarbokens betydning for moderne sagaforskning

© 2012 Gisli Sigurdsson.

For at forstå hvilken betydning Flateyjarbok har for moderne sagaforskning må man være medveten om ideologien bagom de metoder og spörgsmål man har været optaget af innom forskningen. Indtil de seneste årtiender har de fleste fokuseret på at få give ud og læse de mest original-versioner af de tekster vi har fra middelalderen. Opgaven med filologiske udegaver har været at finde frem til den ældste tekst og eventuelt rekonstruere den for at nå frem til selve kilden, ophavspunkten da denne tekst först blev skreven. Samme mönster kan vi observere i vores omgang med gamle huse som bliver renoveret til original-formen selvom de har en lang historie bagom sig og at alle ændringer har sin historie at fortælle.

 

Længe var det en automatisk filologisk idé at se originalen som den bedste og forskernes reflex var at alle ændringer var pga fejl-skrivning, misforståelse etc. Denne grundtanke ændredes med det som kaldes for den nye filologi. Vi lægger nu större vægt på tekstens historie i håndskrifterne, hvordan den har været brugt og misbrugt, hvilken betydning den har havt for sin samtid igennem tiderne, hvad man har ændret, taget ud og tilföjet. Alt har betydning og spiller en vigtig rolle for vores opfatning af teksten og dens funksjon i åndslivet og den politiske verden. Alle tekster i middelalderen har haft med politik, idealogi, magt, status og indflydelse at göre - man behöver kun at tænke meget kort om kostnaden ved at produsere et kalvskin-håndskrift for at forstå at et håndskrift er noget langt mere end det som vi opfatter som en bog i vores kultur. Bagom Flateyjarbok står for eksempel 113 kalve som har givet sit liv og skind til bogen, i tilföjelse til arbejdskraft at prepare skindet til pergament - alt inden skriver og kunstner kommer til værket og begynder at skrive og tegne.

 

Denne ny-filologiske tanke tar os væk fra ideen om enkelte tekster, fra ideen om sagaen om den og den, fra ideen om digtet om den og den av den og den, fra ideen om en tekst som findes i forskellige håndskrifter og kan udgives med alle disse håndskrifter som en kilde til en ældre og ikke længere bevaret tekst... Tanken tar os til ideen om at hvert og et håndskrift er en vigtig kilde om sig selv. Hvem har haft så store finansielle interesser i at akkurat disse tekster samles sammen i et håndskrift? Hvorfor arrangeres de på den måde de gör, hvad tilföjes og hvad slippes ud af det som vi kand finde andre steder, hvad har huvudsponseren tænkt sig med dette værk - og hvad har den intellektuelle redaktor tænkt sig, hvis disse var to eller flere personer?

 

En af grunderne til at man har været så optaget af originalteksten er at man har været optaget af spörgsmålet om historiskt verdi og troværdighed. Set fra det synspunkt er det naturligt at konkludere at den förste nedskrivne tekst må være mer pålidelig end den som „kun“ bruger en ældre tekst som kilde. Den förste skriver - eller forfatter - eller historiograf må ha havt nogle virkelige oplysninger om det som virkelig skedde - mens de som kom senere har kun arbejded med kilder for at samle sammen sine oplysninger. I en vældig enkel situation er det muligt at se på den historiske verdi af en tekst fra denne synsvinkel. Men virkeligheden er meget sjældent så enkel. Og det gælder særskilt alle sagaerne om de norske konge - som Flateyjarbók er det mest praktfulle eksempel på. Den ældste norröne kongesagatekst vi har kaldes for Ágrip, som betyder konkret sammendrag eller resummé - nogle få sider fra 1100-tallets senere halvdel - som mange tror at bygger på ældre og nu tapte værk fra Sæmundur fróði of måske flere. Siden får vi en længere fortælling i den tekst som kaldes for Fagurskinna fra omkring 1220, endnu fyldere fortælling kommer i Snorri's Heimskringla (Snorri döde i 1241), korte fortællinger om Islændinge ved det norske hov tilföjes i Morkinskinna fra 1200-tallets senere halvdel — dvs den tid når Island blev en offentlig del af det norske rige, — så har vi kongesaga-sammlinger som kaldes for Hulda og Hrokkinskinna inden vi får Flateyjarbók fra slutten af 1300 tallet - med den langt længste tekst af alle disse.

 

Forskningen har delvis kunnet påvise hvordan alle disse tekster har brugt andre tekster som kildematerial men det som gör problemet så uhyre  kompliseret er at mange håndskrifter har gået tabt. Det er derfor meget som vi ikke ved om det skrevne sammenhæng af tekster om de norske konge. Men komplikationerne slutter ikke der: Endnu sværere er at vide hvorfor disse tekster bliver altid længre og længre med nye og nye tilföjelser. Hvor kom disse fra? Var disse fiktive idéer som skriverne fik og sætte ind i sit værk – eller var disse muntlige fortællinger som de som skrev bögerne kendte til og syntes at manglede i den skrevne tradisjon om kongene? Og også: Hvor kom de förste skrevne oplysninger fra?

 

De skrevne oplysninger kom i hvert fald ikke direkt fra nogen som havde oplevet det som skedde (uden naturligtvis i sagaerne om Kong Sverre og Kong Håkon som var skrevne, delvis mens de var i liv eller kort efter deres död af forfattere som kendte til dem og havde adgang til andre som var til stede – Men vi vet alle hvor pålidelige politiske samtidsbiografier er i nutiden så dette löser sikkert ikke vores historiske problem heller...). De förste skrevne oplysninger kom fra muntlig tradisjon, en tradisjon som var fortsat levende når man skrev alle de senere og længre værk. Og vi kan ikke konstatere at en muntlig tradisjon er pålidelig på et tidspunkt og ikke på et andet tidspunkt. Vi har med andre ord ingen metode til at skilne mellem historiskt pålidelige tekste pga af argumenter som bygger på hypoteser om originale skrevne versjoner af teksterne - skrevne versjoner som er gået tabt. Vi må derfor konkludere at hvis det er noget af historiskt verdi i de ældste tekster, så er det muligt at det er noget af historiskt verdi i de yngre tekster også. Den eneste vej at undgå denne konklusjon er at nægte noget historiskt verdi overhuvudtaget i sagafortællinger - men en sådan position er meget let at avvise og problemet er derfor der for os at overveje og diskutere. Det som Flateyjarbók har at formidle af historiske oplysninger om tiden för kong Sverre – som ikke findes i ældre håndskrifter – kan derfor være lige så pålideligt eller upålideligt som noget vi finder i ældre tekster.

 

Den viktigste punkt i dette sammenhæng er at hvert og et håndskrift er altid en pålidelig kilde til sig selv, til ideer som de som produserede håndskriftet havde om historien og verden omkring. Vores opgave er nu at pröve at forstå Flateyjarbók sem den er, ikke kun som en kilde til andre og ældre og eventuelt bedre og mere historiske tekster, men en kilde til hvad som foregik på nord-vest Island i sluttet af 1300-tallet og hvordan det spillede sammen med resten af verden, hvilke ideer man havde om det som var så viktigt at de ville bruge masser af resurser, tid og energi til at skrive det ned på det kostbare kalvskind. Vi kan naturligtvis også fokusere på hvilken rolle håndskriftet og fortællingerne deri har spillet for den senere historie og identitet i Norden, ikke mindst igennem Torfeus Norges-historie og helt til håndskriftsagen mellem Island og Danmark i 1950 og 60-tallet – hvor Flateyjarbók var det allervigtiske håndskrift ved siden af Codex Regius af den Ældre Edda – og vores samtid når Norge har besluttet at lave en moderne oversættelse af hele verket for at fejre sitt 200 - års grunnlovsjubileum. En slik oversettelse vil ikke kun være af symbolisk verdi for det norske identitet men også en vigtig milepæl som markerer det ændrede syn på saga- og håndskriftforskningen som jeg har diskuteret. Den vil åbne en ny mulighed til at ta op diskusjonen om bogens literære og historiske verdi  på et langt bredere nivå end en filologisk udgave af enkelte tekster kan nogensinde göre. Det er derfor særskilt vigtigt at teksterne som foreligger i Flateyjarbók aksepteres som de er og at man slipper ikke noget ud pga af argumentet at man har en ældre og bedre versjon af teksten et andet sted, dvs i et andet håndskrift. Nu drejer det sig om sammenhænget og versionen i Flateyjarbók som skrives – eller skal vi sige komponeres – i en tid når man diskuterer nordiskt samarbejde som kulminerr i Kalmar-forbundet 1397 (som Elisabeth Ashman Rowe har arbejdet med) og var optaget af udbredelsen af kristendommen og den norske stormagtstid under Olaf-kongene - som havde magt og indflydelse langt udenför Norge, i Baltikum, Orknöyerne, Færöerne, Island, Grönland og eventuelt Vínland, dvs. det nordameriske kontinent. Flateyjarbók er på en måde Norges grunnlov fordi at den lægger grunden til Norges historie og vores idéer om hvad det indebær at være en Nordman - set fra et islandskt perspektiv og som Nordmænd har brugt for sin selvopfattelse i mange hundrede år.